Vi har fået muligheden for et helt unikt samarbejde med Aarhus Universitet om en forelæsningsrække i KUNSTSKABETs regi.

Vi har sagt ja til at indgå samarbejdet omkring 4 forelæsninger henover efteråret 2026, præsenteret af ikke mindre end de ypperste eksperter og forskere indenfor hver deres område fra universitet.

Det drejer sig om 4 vidt forskellige emner, nemlig ‘Kaffe’, ‘Kvantecomputeren’, ‘Med havets kæmper på jagt’ og ‘Tang’.

Samtlige forelæsninger præsenteres via livestreaming i foreningens lokaler.

Vi håber at se rigtig mange af jer til 4 gode aftener under mottoet:
Bliv klogere med underholdning af højeste kvalitet’

Venlig hilsen og på gensyn
Bestyrelsen i KUNSTSKABET

Tirsdag den 3. november 2026 Kl.  19.00 – 21.00.
Livestreaming direkte fra Aarhus Universitet

Kaffe
ved forskerne Aske Bosselmann, Anders Barfod og Kjeld Hermansen
3 forskere sætter fokus på kaffe.
På plantens biologi, dyrkning, bearbejdning, bæredygtighed, klimaændringernes betydning for fremtidens kaffe og om sundhedsaspekterne ved at drikke kaffe.

Kaffeplanten er en flerårig afgrøde med en enorm betydning globalt, både økonomisk og kulturelt. Udviklingen i danskernes kaffeforbrug sættes også
i et historisk perspektiv.

Botaniker Anders Barfod giver en bred indføring i kaffeplantens botanik.
Millioner af farmere i det såkaldte ’kaffebælte’ omkring Ækvator producerer
nok kaffe til at vi, verden over, kan nyde 30.000 kopper i sekundet.
Historisk set har kaffedyrkning ført til afskovning og tab af biodiversitet,
men under visse forhold har kaffedyrkning i dag en helt anden rolle.

Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann fortæller om kaffens dyrkning verden over – men også om de inkluderede økosystemtjenester som alle kan drage fordel af herunder også i forhold til klimaforandringer, som i dag er et centralt emne inden for bæredygtig kaffe.

Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen udfordrer de mange påstande om hvordan kaffe påvirker kroppen.  Er det sundt at drikke kaffe? – er det usundt? – har kaffe betydning for de store folkesygdomme som cancer, hjertekarsygdomme, type2 -diabetes?  Hvad er myter og hvad er fakta.

 

Tirsdag den 3. november 2026 Kl.  19.00 – 21.00.
Livestreaming direkte fra Aarhus Universitet

Kaffe
Foredraget er en eksklusiv begivenhed, der ikke er offentligt
tilgængelig på nettet – hverken under afviklingen eller efterfølgende.
Forskerne bruger bunker af timer på at forberede foredragene,
da de brænder for af fortælle om deres forskning til lægmand.
Informationsniveauet er højt, højere end man normalt oplever på TV/Radio –
men alle kan få udbytte af foredraget uanset ens faglige forudsætninger.
Ofte sætter forskeren sin egen opdagelse ind i den store sammenhæng og
viser at netop denne opdagelse giver en ny indsigt i et spændende og betydningsfuldt område.

Tilhørerne kan stille spørgsmål til forskerne under foredraget via SMS –
det sidste kvarter besvares så mange spørgsmål som muligt.

Bliv klogere med underholdning af højeste kvalitet

Der er fri entre og alle er meget velkommen.
Der er ingen tilmelding – Bare mød op.

Foredraget/livestreamingen foregår i MarKant,
Børkops Kulturhus, Ågade 6

Dørene åbnes kl. 18.20
Mødetid senest kl. 18.45

Drikkevarer kan købes